Den uforbederlige bibliotekar

Niels Jensen For Romantik og Historie Maanedsskrift. Udgivet af H.P. Holst, 1868-90.

Om indholdet på: https://danskforfatterleksikon.dk/1850p/p104811.htm

Udarbejdet 2023 af Niels Jensen

Opdateret den 7. oktober 2023 af Niels Jensen

—— ——

—— 2 —

H. P. Holst:

For Romantik og Historie.

Tiende Bind.

Kjobenhavn. J. Cohens Bogtrykkeri. 1875.

onze

Motta; .

.

eie t i

Indhold.

Natteleie. Af Chr. Winther

Barndomserindringer. Af Profesſor A. Munch

To Roſenkrandser ſom Offre for Eneveldens Uvillie mod den gamle Adel. Hiſtoriſt Ste * Niels Sorterup ;

Donna Evornia Bed 5 P. 90 18 3

Ved Affſlaringen af Adam Oehlenſchlegers Mindetavle i Frederiksberg Kirke. Af H. P. Holst

En kjobenhavnſk W i 1781. Af Georg Kringelbach Nie

Marcella eller Eventyret om Lykken. En Fortælling efter Sacher-Maſoch ved H. P. Holst

Livet i det gamle Rom. Tildeels efter n ved Chr. Stremme . 8

Hjorten. (Til Chriſtian Winther.) Af O. C. Lund å

H V. Lange. Af H. P. Holes *

Literatur og Kunſt . „535

Den ny⸗arabiſke Romance. Af Prof. Dr. A. e,

Lidt Sommerliv. Af S. Schandorph⸗ 9

Ferizades Sang. Et Reiſeeventyr i 1 Ved H. P. Holst APL

Den 21de Marts 1848. Af P. B. Overgaard

Theophilus Hanſen. Af H. P. Holst.

5 Tre Grapſange af H. P. Holste 547. i Tycho Brahes førfte Forfatterarbeide. Af M. Berg. 352. Undinen. En Fortælling ved H. P. MEE s „ 00 Den førfte Drøm. Af M. Berg.. . 475. få Capitainen. En ſand Hiſtorie, fortalt af en SEE 4592. Expeditionen mod Khiva. Efter A. Vambéry ved H. li P. Holes 509. Marion. Af Pant ene, ENE ii Richard Kauf⸗ mann 525. En Hebo EET, A orf til Fieldmendene“ 541. Paul Heyſe . 575. Til Digteren Ludvig Bodtcher, den 22. April 1875 To Digte af Carl Janſen og O. C. Lund . 579. ; Hvad en Kvinde formaaer. En Fortælling af Nef til „Donna Evor nia“. 587. KE: Laokoonsgruppen. Af C. F. Viggo Peterſen . . 640. Har Holberg kjendt Shakſpeare? Af H. H. ae 671. , Tredie Gang i Livsfare. Af H. P. Holst 681.

Portraiter: Chr. Winther. — H. C. Auderſen. — Theophilus Han ſen. — Vilhelm Marſtrand. — Paul Heyſe. — i Adam Oehlenſchleger.

Chr. Winther,

Hatteleie.

Af Chr. Winther.

Naar man er dod og Alt forbi, Er Legemet ei meer vort eget. Er der ei mere Liv deri,

Er Sjælen ned- eller opad ſteget, Saa er det ſaamen ligemeget, Hvor Kledemonnet bliver af! Men, da man have flal en Grav Og ſee at komme jnart afſted, For ei at volde dem Fortred, Som efter os paa Jorden gage, Saa onſker jeg — ifald jeg maa — Mit Leie i det Frie at faae, Helſt under Gresſet og i Le

Af et bredſtygget Bogetre,

Som ſtager afſides ban en Mark.

Natteleie.

Men, da jeg har det godt i Verden

— Thi kjer og yndefuld mig er den! — Og altſaa helſt jeg blev i Live,

Saa kan til Overflod man ſtrive

Med Kniv i Treets glatte Bark:

„Her ligger under grønne Tille „C. Winther, meget mod fin Villie!“

Barndomserindringer. Af

Profesſor A. Munch.

Min Fader, Johan Storm Munch, Soſterſon af Digteren Edvard Storm, var Feltprovſt under Krigen med Sverige i 1808 og ſluttede fig da noie til den i Norge fan elſtede Hærfører, Prinds Chriſtian Auguſt, ſenere Kronprinds af Sverige. Felttoget foregik ſom bekjendt i Smaalehnene, og Hovedqparteret var ſom ofteſt paa den ſtore Herregaard Hafslund ved Sarpfosſen, dengang eiet og beboet af Marcus Give Roſenkranz, ſenere Statsraad. Her fortes et beveget og interesſant Liv; de ſtore og nye Interesſer, ſom dengang gjennemſtrommede Norden og ligeſom vare et Forſpil til det nationale Drama i 1814, fandt her deres Brendpunkt, og Norges betybeligfte Mænd, hvoriblandt forſt og fremmeſt Grev Herman Wedel⸗Jarsberg, hvis trofaſte Venſkab min Fader vandt,

ER TER"

6 Barndomserindringer.

færdedes her ofte. Kunſt og Videnſtab udelukkedes ikke af de krigerſte Idretter, der fortes et gandigt Liv mellem Vaabnene, og flere af min Faders bedſte Sange I ere fra denne Tid. Det Parti, ſom fluttede fig om Chriſtian Auguſt og i ham faae Nordens nye Haab, var ilde feet af den daværende danſt-morſke Regjering, i der havde bragt Norge i en fortvivlet Stilling ved paa fj engang at erflære Krig mod England og Sverige, | i hvorved Norge iſoleredes, og alle dets naturlige Hjælpe- | kilder bleve aflukkede, uden at dog Noget gjordes, for i Landet ſelv at fremme det nationale Liv — ikke engang det længe nærede, faa berettigede Onſte om et eget Uni— verſitet i Norge var dengang blevet opfyldt. Intet Under derfor, at min varmhjertede og patriotiſte Fader ofte aabent yttrede fit Misnoie med den daværende Styrelſe og faſt ſluttede fig til de Mænd, af hvis Energi og il Fremſyn han haabede bedre Dage for Norge. Men ii berfor bled han da ogſaa fagt for Had af de Styrende, i. iſer af den hos Kong Frederik den Sjette næften altformaaende Kaas, dengang Stiftamtmand i Akerhus Amt, ſiden Cancellipreœeſident. Da Felttoget var endt, og Prinds Chriſtian Auguſt draget til Sverige, for at modtage Thronfolgen i det Rige, han nylig Havde bekjeempet, blev min Fader, der imidlertid var bleven gift og hapde ſtiftet Familie, fat paa Vartpenge, ſom | det kaldtes, det vil ſige, han fik en ubetydelig Penſion udbetalt i de daverende ved Pengereduktionen neten i: verdiloſe Sedler. Jeg har hort ham ſige, at hans |

Barndomserindringer. 7

Vartpenge neppe engang forſlog til at ſkaffe ham og Familie Skotoi om Aaret. Han ſogte da adſtillige mindre Preſtekald, hvortil han vel, ſom forhenværende reſiderende Capellan i Skjeberg og ſenere Feltproyſt, ſamt ſom erkjendt begavet Taler og dygtig Forretnings— mand, maatte anſees berettiget. Men han. fil Intet; alle hans Anſogninger bleve henlagte, og langt yngre Preſter, ja Candidater, bleve ham foretrukne. Han maatte da ſelv ad privat Vei ſtaffe fig og Familie Underhold, og han havde mange Venner, der biſtode ham derved. Han oprettede en privat Skole i Frederils— hald, hvor hans Ven, den rige Carſten Tank paa Rod, (ſenere Statsraad) frit overlod ham et Hus til Be— nyttelſe, og hjalp ham paa alle Maader. Her blev hans forſte Barn, en Datter, fodt, men dode ſamme Aar. Hans Huſtru, ſom endnu lever i en hoi Alder, var Elſe Petronelle Hofgaard, Datter af forhenværende Sognepreeſt Andreas Hofgaard, da Eier af Gaarden Fornebo ved Chriſtiania. Efterat hendes forſte Barn var dod, fandt Moderen ſig ikke længer vel i Frederiks⸗ hald, Hvorfor min Fader flyttede til Chriſtianig, hvor han ernærede fig ved privat Underviisning og ved literere Arbeider, f. Ex. en Overſettelſe af Schillers Don Carlos, ſom han udgav paa Subfkription, og i denne deltog hans mange Venner rigeligt, da de vel - paa den Maade vilde give ham en ringe Erſtatning for, hvad Regjeringen nægtede ham. Hun vedblev imidlertid at ſoge Embede, men beſtandig forgjeves. Engang,

* ＋ꝓ⁵dIꝓd e E ERE SE TE SES] 8 Barndomserindringer.

jeg troer det var i Januar 1810, tilbod der ſig dog vel et Middel til Forſoning med de Herſtende, men ſom hans Overbeviisning ikke tillod ham at modtage. Kaas op— fordrede ham, der var en bekjendt og yndet Selſkabs— 15 digter, til at forfatte en Sang til Frederik den Sjettes * Fodſelsdag, der fulde feires hos Stiftamtmanden. 1 Min Fader ſparede, uagtet alle min Moders Bonner, | Nei. Han kunde ikke ſynge af fuld Overbeviisning for en Konge, der endnu ikke havde givet Norge dets 1 Net, og hvis Regjering havde bragt det paa Afgrundens lig Rand, ſelv om han derved kunde bringe Brod til Sine. Kaas blev raſende og ſagde“ ham reent ud, at, ſiden min Fader ikke vilde opfylde hans Forlangende, ſkulde han nok ſorge for, at heller ingen Anſogning fra den gjenſtridige Poet ſkulde blive opfyldt af Regjeringen. Dette faldt min Fader ſaameget haardere, ſom han i Hjertet var Frederik den Sjette god og elſtede Danmark, Hu hvor han havde tilbragt fine lykkeligſte Ungdomsdage, i ſerdeles hvit. Han vifte ſiden ogſaa, at det kun var

Tidsomſteendighederne og Kongens daværende flette | Raadgivere, fom forbød ham at ſynge til Frederik den | Sjettes Wre. Noget over et Mar efter, da Kongen | endelig havde opfyldt Nationens faa længe yttrede Krav | og ſtjenket Norge et Univerſitet, ſtrev min Faber i den 1 Anledning et Digt til Frederik den Sjette, hvori han 1 takkede ham for Gaven. Imidlertid var der der da, | endnu mindre end for, nogen Udſigt til Befordring, og Familien forogedes. Den 19 de October 1811 blev |

Barndomserindringer. 9

jeg, hans ældfte Son, født, og min Moder faldt derefter i en langvarig Sygdom. Men min Faders fyrige Aand lod fig ikke nedboie af Modgang, han arbeidede raſtloſt for de Kjcres Ophold, og hans Venner biſtod ham troligt. Saaledes fik han i dette Aar flere Brude— vielſer at udfore for rige og anſete Par inden hans Vennekreds, og disſe Forretninger blev ham rund— haandet lonnede. Blandt disſe Brudevielſer var der en mellem hans forrige Elev, Baron Eggert Lovenſtjold og dennes Couſine, Datter af den rige Kammerherre Lovenſtjold i Porsgrund, Fader til den ſenere Statholder i Norge, Severin Lovenſtjold. Da Bruyllupet ſtulde ſtage i Porsgrund, fik min Fader Anledning til at gjore en Sommerreiſe derhen, hvilken han poetiſt har beſtrevet i fin 1812 udkomne Digtſamling „Fjeld⸗ blomſter.“ Et af Digtene i denne Cyclus er betitlet „Sande“ — det beſtriver hans Indtryk ved at reiſe forbi den yndige Sande Preſtegaard, paa Veien imellem Drammen og Holmeſtrand. Han udtrykker deri fin Lengſel efter en ſtille preſtelig Virtſomhed, og hvor lykkelig han vilde fole fig ved at kunne opflaae fine Pauluner i en ſaadan yndig Egn. Ikke anede han da, hvor ſnart hans Onſte ſtulde gage i Opſyldelſe, og det netop paa ſamme Sted, han Havde beſungek. J Aaret 1812 bøde den gamle Sognepreſt Hammer til Sande, og Grev Wedel, i his Grevſtab Jarlsberg dette Preſtegjeld er beliggende, ſtrev ſtrax til min Fader og tilbod ham Embedet, til hvilket han endda havde

10 Barndomserindringer.

Kaldsret. Naturligviis blev Tilbudet med Glæde mod— taget, Anſogningen blev indgivet, og den ham fjendtlige danſte Regjering ſage ſig nodſaget til at bekrefte Grevens Kaldelſe, viſtnok til ſtor Aergrelſe for Kaas, der vel ikke havde tenkt fig dette i Norge neſten ene— ſtaaende Tilfeelde, hvorved han maatte bide i det ſure Wble at befordre en Mand, huis Anſogninger han havde erkleret aldrig ſtulde komme i Betragtning, faalænge han havde Magten. N Mod Slutningen af Aaret 1812 flyttede da min Fader med Familie til Sande. Saaledes kom det, at min vaagnende Bevidſthed modtog de forſte Indtryk fra det ſtille Preſtegaardsliv i denne idylliſte Egn, der ligeſom er et lidet Danmark midt i Norges ellers fan alvorlige og ſtrenge Natur. Jeg har ofte tenkt mig, at den ſtille og milde Stemning, der altid har dannet Grundtonen i min poetiſke Produktion, og den de ſenere Kraftpatrioter ſaa tidt har betegnet ſom ikke ram norſt nok, maaffee kan have fin Grund i de blide, milde Naturomgivelſer, der forſt ſpeilede ſig i Barnets drommende Sjæl. — Sande Praſtegjeld beſtaaer hoved— ſageligt af en ſtor, vid, frugtbar Dal, der ſagte ſkraaner fig op mod fjernt omliggende, fave, ſkovkledte Aaſer.

Anſeelige Bondergaarde ligge ſpredte omkring paa den

ſlettelignende Dalbund og opad dens Skraaninger, og ſtore rige Kornagre og Enge bolge mellem dem, ſmukt afbrudte ved ſmaa Aſte- og Birkelunde. En blank Elv ſlynger fig gjennem Dalen, og fager fit Udlob

Barndomserindringer. 11

ikke langt fra Kirken i den dybe Bugt af Chriſtiania⸗— fjorden, der ſtrekker ſig ind til den en Mils Vei fra Sande Kirke beliggende lille Kjobſtad Holmeſtrand. Folger man Veien dertil langs denne Bugt, taber ſig lidt efter lidt det blide danſtlignende Naturpreg, og gjor Plads for bratte, maleriſte Klippepartier, der ofte med fine heengende Lovkrandſe rage ud over den krumme Vei ved Strandkanten, hvorimod Fjordens Bolger ſtvulpe. Men denne meer alvorlige Deel af Landſtabet fees ikke fra Preſtegaarden, der ligger midt inde paa Sletten, tæt ved den blanke Clv. En ſtor Have og en ſtyggefuld Lund af hoie Afke- og Lonnetrœer omgive pan to Sider den anſeelige, hvidmalede Trebygning, hvis blaa Tage jeg endnu feer blinke over Lovkronerne; lige forbi Huſets Facade gaaer Landeveien, Hvorfra Jordsmonnet ffraaner ned til Elven, for atter paa dens modſatte Bred at hoine ſig til en anſeelig Bakke, hvor⸗ paa Klokkergaardens rode Huſe ligge. Et Par tuſinde Skridt længer nede, ogſaa ved Landeveien, vinker den hvide Steenkirke med Taarn og Spiir frem bag de hoie Træer rundt om Kirkegaarden. Denne ſmukke Kirke er Prekſſtegjeldets eneſte, en ſtor Sjeldenhed i Norge. Saaledes var altſaa Skuepladſen for min forſte, bevidſte Optræden pan denne Verdens Scene. Men i Forſtningen gik naturligviis min Udſigt ikke ſaavidt engang; det er forſt efter fenere, Erfaring, jeg har ſammenſat dette Billede. Min Verden var i de forſte Aar kun Huſet, Haven og Lunden — og dog

12 Barndomserindringer.

ſyntes den mig ſtor nok — hvad der laa udenfor dens Grendſer horte til det Übekjendte, Uendelige, ſom det barnlige Sind vel ofte leengtes efter, men ogſaa frygtede for at vove ſig ud i.

Ved det forſte Glimt af min Tilverelſe her, ſom har feſtnet ſig i min Hukommelſe, ſeer jeg mig ſidde paa Terſtelen udenfor Husdoren og lege med ſmaa farvede Stene og Skjel, ſom jeg opſamlede fra Grusgangen, der gjennem et hvidt Stakit forte ind fra Landeveien til Huſet. Dog ſnart vare de døde Stene, hvormeget Liv end min barnlige Indbildningskraft gav dem, mig iklte mere nok; jeg begav mig paa Opdagelſesreiſer ud i Haven, til de brogede Blomſter og de friſtende Bær — de talte nu et andet og livligere Sprog til mig, og jeg kunde ikke faae nok af dem i mine ſmaa Hender, men ſtroede dem rigtignok fua ſtrax efter lige— gyldigt omkring, for ſtrax efter at gribe efter nye. Et ſtort Fremſtridt var det, da jeg lærte at gjøre Lenker af Lovetandsplantens hule Stængler, eller bleſe deres runde Stovhoveder af. Et forſte Indtryk af Sfræf og Sorg har jeg bevaret fra denne Tid. J Lunden, paa den oſtre Side af Huſet, var en eirkelrund Hoi, ovenpaa planeret og rundt om beplantet med ſtore Lonnetrœer, den forrige Preſts Værf, og derfor faldet Hammershoi. Derhen blev jeg ofte fort af min Barne— pige, en halvvoxen Jente ved Navn Live, ſom var mig meget fjær, En Dag, [om vi fad deroppe ved Steenbordet under de ſtyggefulde Kroner, fik jeg Øie paa en ſtor

Barndomserindringer. 13

Klaſe af Lonnetrœets Frekapſler, der hang høit oppe i et ſtort Træ. Paa Grund af deres vingedannede Form vare disſe Frokapſler mig et kjert Legetoi, og jeg dannede deraf Fugle, ſom jeg lod flyve. Jeg bad derfor Live om at klattre op i Træet og hente mig dem, og den gode Pige, der Intet kunde negte mig, gjorde det ogſaa. Men uheldigviis kom hun til at træde paa en ſvag Gren, denne braſt, og Vigen ſtyrtede ned paa Skraaningen af Hoien, ved hvis Fod hun blev liggende, jamrende fig af Smerte. Den Forferdelſe, Anger og Smerte, ſom greb mig ved dette Syn, ffal jeg aldrig glemme; det er ligeſom jeg foler det endnu, ſaa gammel jeg er. Paa mine hoie Skrig kom Folk fra Gaarden til, Live blev hjulpet op, men hun beſpimede, hendes ene Arm hang flap ned, den var brekket. Bevidſtlos blev hun baaren ind, jeg fulgte bag efter ved min Moders Haand, hulkende af Sorg, ſelv min Moders Kjertegn kunde ikke troſte mig, jeg havde en tydelig Fornemmelſe af, at jeg var Skyld i den hele Ulykke; jeg ſyntes, jeg havde dræbt Live. Heldigviis havde Armbruddet ingen videre farlige Folger for hende, hun kom ſig ſnart, og min Sorg, ſaa heftig den end i Forſtningen var, floi ſnart bort paa det barnlige Sinds lette Vinger. Kun nærede jeg endnu længe en hem— melig Gyſen for Hammershoi, og dog droges jeg for— underligt derop, men naar jeg var der, kom Angſten altid over mig, og jeg ſyntes at vrede Straffeſtemmer hviſtede til mig fra Lovkronerne over mit Hoved. Jeg

14 Barndomserindringer.

flygtede da gjerne aandelos tilbage til Huſet, Hvor jeg ved kjcerlige Hjerter følte mig ſikret mod al Fare.

Ja, Huſet, med dets mange Rum og dets for— ſtjellige Beboere, det var ogſaa en Verden for fig, ſom jeg havde nok med at udforſte, naar den ublide Aars— tid forhindrede mig fra at gjore Udflugter til Lunden og Haven. Iſeer mindes jeg det gronpanelede Verelſe mod Haven, i hvilket Familien meſt ſamledes om Vinteren; det var mig ſaa hjemligt og trygt, jeg ſeer endnu den gammeldags, med rødt Plyds betrukne Canapee, hvor min Fader ſad om Aftenen og rog fin Vibe, medens jeg ſtod mellem hans Knæe og lyttede begjerlig til de morſomme Hiſtorier, han fortalte mig om Mikkel Rv og Robinſon Cruſoe. To Tellelys i blanke Mesſingplader (man vidſte dengang endnu Intet af Aſtrallamper) ſtod paa Bordet, hvorved min Moder fad og ſyede. Et ſtort brunt Skab i det ene Hjorne ſtjulte Nedgangen til Kjelderen. Der var engang mit nystendte Livslys ner blevet udſlukket, efter hvad min Moder har fortalt mig, thi det ſkete, for min Hu— kommelſe modtog noget varigt Indtryk. En Soſterſon af min Fader var en Tidlang i Huſet for at nyde dennes Tilſyn og Underviisning. Han var en vild og ond— ſtabsfuld Dreng, ſom gjorde alleſlags Spilopper. Saa— ledes havde han engang, da han var ene med mig i Stuen, fundet paa at rulle mig ind i et derliggende Stykke Klede, og ſtillede fan Rullen ind i Skabet, ſom

Barndomserindringer. 15 han derefter lukkede. Heldigviis kom min Moder ſtrax efter ind i Stuen og horte et undertrykt Barneſtrig inde i Skabet. Hun rev Doren op og fandt mig da i Rullen, med Hovedet nedad, neſten kvalt. Mistanken faldt ſtrax paa den rette Gjerningsmand, ſom af min Fader blev brevet til at tilſtage fin Udaad, og naturligviis aldrig mere blev ladet alene med mig. Skjondt denne Begivenhed forſt kom til min Kundſtab lenge efterat han atter Havde forladt vort Hus, erindrer jeg dog godt, at jeg ſtedſe, medens han var her, nerede en ſteerk Antipathi, en Frygt for den morkladne, vilde Dreng med de ſtikkende brune Dine og det ravnſorte, kruſede Haar. Desmere folte jeg mig tiltrukken af en anden af min Faders Elever, en ung Engelſtmand, ved Navn Clarke. Forat bode paa ſine, i Forſtningen knappe Indtægter og ſtore Udgifter ved Gaardens Beſetning og Udſtyr, benyttede nemlig min Fader endnu ſin vundne Anſeelſe ſom Skolemand og Sprogmand til at tage adſkillige unge Menneſter, ifær Udlendinger, i ſit Hus til Opdragelſe og Underviisning. Blandt disſe var den nævnte Clarke, Son af en engelſt Kjob⸗ mand, der havde udſtrakte Handelsforbindelſer paa Norge og derfor onſtede, at hans Arving tidlig ſtulde lere det norſte Sprog og leve fig ind i norſte Forhold. Den unge Clarke var et ſtille, godmodigt Menneſte, med et fandt engelſt Phlegma over et varmt Hjerte. Han tog ſig meget af mig, og min ſtille Natur ſympathiſerede

16 Barndomserindringer.

med hans. Han talte ikke meget, men han viſte mig

ſmukke Billeder i fine engelſke Boger, og timeviis kunde

jeg ſidde ſtille hos ham, medens han vendte Bladene om og paa fin tauſe Maade gabnede mig UÜdſigt til fremmede Landes Herligheder. Han fluttede fig noie

til vor Familie, og det var med Sorg vi ſage ham

drage bort, da hans Leretid var omme. Forſt mange Aar ſenere fane jeg ham igjen i Chriſtiania, han var da bleven en gammel Mand med hvidt Haar, men hans Hjerte ſlog endnu varmt for min Familie og for Norge, og han talte vort Sprog meerkverdigt godt. Endnu ſenere, ved den ſtore londonſte Udftilling i 1862, har jeg beſogt ham i London, hvor han da levede ſom Privatmand, efter med nogen Formue at have trukket ſig tilbage fra Handelsforretningerne. Han modtog mig

med gammel Hjertelighed, var utrættelig i at folge mig

omkring i Londons Seeverdigheder, og talte endnu altid med Kjærlighed om mine Foræfbre og om fit Ungdoms— ophold pan det venlige Sande. Som vi i Clarke havde en Repreſentant for Englands ſtolte, men hjertedybe Rolighed, ſaaledes havde vi ogſaa en Prove af det muntre Frankrig hos os i en anden ung Elev af min Fader, den lette, livlige Desnouys fra Bordeaux. Han var altid paafærde med Spog, Lune og ſprudlende Liv, og den ſtille Preſtegaard gjenlod ofte af hans muntre Snakken og hans blode galliſke Tunges komiſte Fremſtammen af de haarde, nordiſkfe Ord. Han ſprang vel ofte omkring med mig under Latter og Sang, men

Barnd omserindringer. 17

kunde ikke ſaaledes fæfte mig til fig, ſom den med min Natur mere ſamſtemmende Engelſtmand. En eiendom— melig Side af hans ſydlandſte letfeengende Natur kunde jeg vel ikke endnu opfatte, men min Moder har ſiden fortalt mig, at han gjorde ſtadigt Cour til Egnens ſmukke unge Piger. Iſer var der en Jomfru Willborn, der tjente i Preſtegaarden ſom Husjomfru, hvis rig— tignok ſjeldne Skjonhed han fværmede for. Han kunde ſidde og betragte hende med beundrende Blikle, medens hun gik om i fin huslige Gjerning, og faa pludſeligt bryde ud: „Du er vel ſmuk, Du!“ — Hun lo af det Hele, thi hun var forlovet med en Slkibscapitain fra Holmeſtrand og fiulde ſnart have Bryllup. Dette ſtod i Preſtegaarden, og ſtor var da Hr. Desnouys's Sorg, ſom dog ikke forhindrede ham fra at dandſe lyſtigt paa Bryllupsaftenen. Af den hele Herlighed erindrer jeg kun Brudens lyſerode Silkekjole, ſom gjorde et ſteerkt Indtryk paa mig. — Snart efter forlod ogſaa Desnouys vort Hus, og jeg har ſiden Intet hort til ham.

Dette var nu de af Huſets Beboere, jeg meſt kan erindre, men til Ingen af dem, naturligvis med Und— tagelſe af Fader og Moder, folte jeg mig dog hendraget med ſaadan Inderlighed, ſom til en gammel Bondekone fra Nabolaget, der ofte beſogte os, Mari Revaa hed hun. Det var et prægtigt Exemplar af en gjæv norſt Bondekone, faa mild og faa ftærf paa eengang. Alt til de forrige Preſtefolk havde hun fluttet fig med Kjærlighed, og hun gik fra den ligeſom i Arv til os.

2

N

—

18 Barndomserindringer.

Mari havde felv ingen Born, men en Moders Hjerte for Andres. Jeg feer hende endnu, faa ſmuk hun var med det kloge, rene gamle Anſigt, de blaa, trofaſte Dine og det ſtramt opſtrogne graa Haar under det kruſede, ſneehvide Hovedlin. Hun kom ſjeldent uden at have noget Godt med til os Born (Familien forogedes under Opholdet paa Sande med endnu to Drenge) enten Ber og Blomſter fra fin lille Have, eller lelkkert Bagværk, ſom hun var en Meſter i at lave. Derfor kunde heller intet Gilde i Hele Sognet rigtig lykkes, uven at hun maatte være der, forat lave Kagerne. Men ikke alene i Kogekunſten gav hun gode Raad, ogſaa i alle andre vanſtelige Tilfælde blev hun adſpurgt, ſom den, der altid vidſte Raad; Mari Revaa var derfor hoit anſeet i hele Egnen og kunde med Nette kaldes dens kloge Kone, at ſige i god Forſtand, thi med Qvak⸗ ſalverier gav hun fig aldrig af. Men til Preſtegaarden kom hun dog meſt, der var hun ofte i hele otte Dage ad Gangen og hjalp til, hvor Noget ſkulde ordnes i Huſet. Med Frydeſtrig ſage vi Born altid hendes Komme imode. Stor var ogſaa Glæden, naar jeg undertiden fik Lov til at beſoge hende i hendes Hjem, en af Revaagaardene, der ligge en Halv Fjerdingvei fra Preſtegaarden. Det graa, noget forfaldne, Bjælfe= hus med Svalgange ovenom lage omgivet af en lille ſmukt holdt Have, en Sjeldenhed hos norſte Bonder. Der var en Rigdom af Ribs og Stikkelsber, og alle Urtebedene vare indfattede med Abrod, Balſom og

Barndomserindringer. 19

Lavendel. Den ſterke Duft af disſe Planter bringer mig endnu altid Mindet om Mari Revaas lille Have med dens Ildlilier og Dueblomſter. Indenfor i Stuen var der tarveligt og gammeldags, men renligt og net; med nogen Aengſtelſe fulgte jeg dog den kjere Mari derind, thi der ſad gjerne i ſin Kubbeſtol hendes Mand, den gamle Jørgen Revaa, og fnittede paa et eller andet Trœarbeide. Han indgjod mig altid en vis Frygt, thi han var en hoi, alvorlig, noget ordknap Mand, med et fraſtodende Pdre; jeg kunde ikke begribe hvorledes den gode, blide Mari horte ham til. Jeg troer heller ikke, at der var ſynderlig Samſtemning mellem dem, han levede meſt for ſig ſelv, men hun for hele Egnen. Imidlertid var han jo et nodvendigt Onde, naar man vilde gjeſte Revaa, og vi Born glemte ham ſnart, naar Mari fatte for os det leekkre Flodegrodsfad, eller forte os ovenpaa til Salen, ſom de kaldte det, et temmeligt ſtort Rum, ſom tjente Mari paa eengang til Stadsverelſe og til Pulterkammer. Der ſtod to med mange Lag af Dyner opredte Senge og flere med brogede Blomſter og Napnetrœk bemalede Kiſter, hvis Indhold af mange Rariteter Mari maatte viſe os, og ſom vi aldrig kunde blive trætte af at beundre. Naar jaa Beſoget var tilende, fulgte Mari os ſelv hjem til Preſtegaarden og blev gjerne hos os om Aftenen. — Siden jeg nu er inde paa de Beſog, vi undertiden gjorde i Prœſtegaardens Omegn, vil jeg nævne et Par

andre Steder, ſom har fæftet fig i min Erindring. 2*

20 Barndomserindringer.

Omtrent en Fjerdingvei fra Preſtegaarden, men i mere nordlig Retning end Revaa, laa eller ligger den an— ſeelige Gaard Valle, i min Faders Tid beboet af en Oberſtlieutenant Schroder, en corpulent, midaldrende Militair af den gamle Skole. Gaarden ſom var en Chefsgaard, Havde ogſaa været beboet af hans Frues Fader, en fornem Herre, General Grimer, hvis Fa- milie havde boet der i flere Generationer. Huſet var en lav, uregelmesſig, rod Trebygning, med mange underlige Udbygninger og Karnapper. Den lage lavt, neſten ſtjult af omgivende hoie Lindetrœer. Indeni var den udſtyret med en vis gammeldags Pragt, ffjondt Stuernes Vægge beſtod af de nogne, blanke, en halv Alen tykke Bjelker, men disſe vare beheengte med en Mængde gamle Familie og Kongeportraiter og ſtore Speile i forgyldte Rammer. Meublementet var ligeſaa uensartet: imellem gronmalede, haarde Pindeſtole ſaae man forgyldte, ſilkebekloedte Canapeer i den rigeſte Rococoſtil og ſimple, brune Slagborde ved Siden af Marmorconſoler. Familien var venlig og gjeſtfri, men dog noget ſtille og afmaalt, der hvilede ligeſom et Fornemhedspreeg over det Hele. Intet Under derfor, at mit barnlige Sind folte ſig hoilig imponeret ved disſe Omgivelſer, hvor ligeſom en fremmed, hoiere Verden aabnede fig for mig, og at det var med en vis Beklemthed, men dog med uhyre In⸗ teresſe, at jeg fulgte mine Forceldre paa deres Beſog til Valle og traadte over den brede Dorterſtel ind i Storſtuen, hvor forunderlige Skikkelſer i Harniſt og rode

Barndomserindringer. 21

Uniformer faae ned til mig fra Væggene, og den gamle Generalinde Grüner, ſom da endnu levede, en ſtatelig Dame, formelt bod os Velkommen. Generalindens Svi- gerſon, den tykke, joviale Oberſtlieutenant med hans venlige Kone formildede ved deres Hjertelighed dog ſom ofteſt det forſte noget hoitidelige Indtryk, og fnart befandt vi Born os ganffe ugenert og fortræffeligt, naar vi i et lidet Sidekabinet, med Huſets egne, bleve placerede om et rundt Bord, hvor der var opſtillet det deiligſte Legetoi og Bagværk til vor Afbenyttelſe. Men engang, kan jeg dog huſte, blev vor Glæde ogſaa der forſtyrret paa en forſkrekkelig Maade. Paa Gaarden levede nemlig en gammel ſindsforvirret Froken, Soſter til den afdode General. Ofte hapde vi hort Tale om denne „Faſter,“ ſom hun kaldtes, og hendes uhyggelige Veſen, men havde endnu ikke feet hende; hun var ikke fan gal, at hun holtes indeſpeerret, men opholdt fig dog meſt i et afſidesliggende Verelſe. Som vi nu bedſt ſad i vor Leg ved Bordet, gik en Sidedor plud— ſelig op, og ind traadte en hoi, mager Kvindeſtikkelſe, indhyllet i en lang, ſort, forreven Silkekjole, hendes graa Haar faldt uredt ned over hendes Skuldre, og de morke, vilde Mine ſtirrede fra det gule Anſigt uhyggeligt hen paa os. Vi fab ſom forſtenede, medens den fryg— telige Skikkelſe nermede ſig meer og meer, og endelig ſtrakte ſin lange magre Haand ind over Bordet, forat gribe vort Legetoi. Nu udſtodte vi Alle et Redſelsſtrig, foer op fra vore Seder og ſtyrtede ind i den anden

12 1

Bar ndomserindringer.

Stue, raabende om Hjælp. Familien kom ſtrax til; Oberſtlieutenanten, ſom nok vidſte hvorledes den ſtakkels Vanvittige ſkulde behandles, traadte raſt hen til hende, greb hende faſt under Armen, med de beſtemte Ord: „Kom nu, Faſter, nu ſkal vi tilbords,“ og forte ſaaledes den halo Modſtrebende gravitetiſt ud af Stuen, for- modentlig tilbage til hendes Kammer, thi vi fane hende ikke mere. Det varede imidlertid Noget, inden vi kunde komme os af denne Skrek, og endnu længere inden vi atterturde folge vore Forældre paa Beſog til Valle. — Omtrent en halv Miil fra Preſtegaarden, oppe under Aaſen, lage Enkeſedet, Gaarden Bonni. Der boede den forrige Preſts Enke, Propſtinde Hammer, allerede dengang en gammel Kone, og blind, men desuagtet rorig og dygtig til al Slags Hus⸗ og Haandgjerning. Hver Sondag kom hun kjorende til Kirke i fin hoiryg⸗ gede, gammeldags Kariol, og efter Gudstjeneſten kom hun da op i Preſtegaarden, Hvor hun tilbragte Reſten af Dagen. Vi Born kunde dog aldrig rigtig ſlutte os til hende, men betragtede hende med frygtblandet Forundring, ſom hun fab der i Laneſtolen med de üdſlukkede Dine under den grønne Skjcerm, medens de travle Hænder uafladeligt vare beſtjceftigede med et ſtort Strikketoi, og hendes noget flarpe Snakketoi var i ligeſaa uafladelig Bevegelſe. Undertiden indbod hun da ogſaa mine Forældre og os til et Gjenbeſog paa Bonni, og dette var en ſtor Begivenhed, thi did kunde vi ikke gane, men Familievognen maatte for en Dag.

[Sy] 8

Barndomserindringer.

Kjoretouren var os ogſaa det fornoieligſte af det Hele, thi oppe pan Bonni kunde vi ikke rigtig finde os tilpas, trods alle de gude Sager, der vankede, og trods det mærkværdige Stueuhr med Skibet, der gyngede fig op og ned paa Skiven. Meerkvardigt var det dog at iagt— tage, hvorledes Propſtinden, trods ſin Blindhed, kunde gage ſikkert om i det hele Hus, finde alle fine Nogler rigtigt, og felv beſorge alt en Vertindes Gjoremaal. — Men det er paa Tide, vi fra disſe Udflugter vente tilbage til Preeſtegaarden. J dens Indre var der endnu Adſtilligt, ſom ſyntes mit barnlige Sind meerkverdigt, og ſom jeg her vil optegne. Foruden det foromtalte gronne Verelſe var der i den ſtore Bygning endnu adſtillige Rum, Hvortil en ſerlig Erindring [nytter fig. Huſet var, ſom de fleſte gamle Preeſtegaarde paa Lan— det, afdelt i Midten ved en ſtor Gang eller Forſtue, paa hvis ene Side lage de daglige Verelſer, paa den anden de, der kun benyttedes ved ſeregne Leiligheder. Fra denne Gang kom man ogſaa her tilhoire ind i den ſaakaldte Storſtue, hvis Dore kun aabnede ſig, naar der var Selſtab eller naar ſjeldne Gjeſter ankom. Dette meget ſtore Rum, med Vinduer til to Sider, havde viſtnok i fig ſelv ikke noget videre meerkperdigt med fine bare Bjælfevægge og ſimple Birketrœs Meubler, men for mig var der dog altid en ſerlig Duft derinde, og naar det lange Bord deerkkedes med ſneehvid Dug og blinkende Solptoi, vidſte jeg, der var Noget Hoitide— ligt paafeerde. Og indenfor Storſtuen igjen, mod

— —

24 Barndonmserindringer.

Gaardspladſen, lage det Allerhelligſte, Bispekammeret, faldet faa forbi Biſtoppen havde havt fit Natteqvarteer her, naar han kom paa Viſitats. Kun med Bæven liftede jeg mig derind, naar Doren tilfeldigviis ſtod aaben, thi om dette Verelſe gik der underlige Sagn; det laae faa afſides og var i Regelen ubeboet, og dog troede Folkene derfra undertiden om Natten at hore ſelſom Larm og klagende Stemmer. Dets UÜdſeende var ogſaa ganſte ſtikket til at nere Foreſtillingen om et Spogelſekammer; det var langt og ſmalt og meget dunkelt, da kun eet Vindue gik ud til Gaarden, og dette Vindue var uden— for næjten tildekket ved et ſtort Lonnetrœs Grene. Denne Dunkelhed blev endnu forøget ved de morke Tapeter, hvormed det var betrukket, og hvorpaa der var malet legemsſtore Figurer i Dragter fra det forrige Aarhundredes forſte Halvdel, Mænd med tynde Been, forte Kjoler med brede Skjoder og uhyre Allongepa⸗ rykker pan Hovedet, dertil Damer i Fiſtebeenſkjorter og med hoi Friſur. Med ſtrenge Blikke fane disſe Billeder ned paa mig, naar jeg liſtede mig derind, og det ſyntes mig ilfe utroligt, at det var disſe Spogelſeſigurer, der om Natten ſteg ned fra Væggene og vandrede omkring i Kammeret. Det var vel ogſaa derfor, troede jeg, at nu hverken Biſpen, eller Greven (nemlig Grev Wedel, der undertiden kom forat beſoge min Fader) der turde tilbringe Natten, men foretrak den blaa Sal ovenpaa. Og dog knyt⸗ tede ſig ogſaa til Blaaſalen et Sagn om, at der ikke ſtulde være ganſte ſikkert for Spogeri. Dens Udfeende var

Barndomserindringer. 25

ikke i Harmoni med flige dunkle Skygger, den var lys og venlig og benyttedes ſom ofteſt til Gjeſtekammer. Og dog ſtulde den vere Maalet for „den brune Mands“ Vandringer. Denne brune Mand var en Tradition i Preſtegaarden og ſtulde være Gjenferdet af en forlængft afdod Preſt, der i fin Tid hapde begaget en eller anden Udaad, hvorfor bette Verelſe havde været Skue— pladſen. Et gammelt Tyende, der pleiede at være længft oppe om Aftenen forat lukke Gadedoren og fee til Huſet, naar de Andre vare gagede til Ro, paaſtod ofte at have feet en lille brunkleedt Mand gage ſagte og ſukkende opad Trappen, og forſvinde ved Doren til Blaaſalen, Hvorfra der da ſiden hortes Stoi, ſom af Stole og Borde, der bleve flyttede. En Sommer var min Moders Soſter, en halvvoxen Pige, ſamt en anden ung Pige af Familien, i Beſog hos os, og havde deres Natteqvarteer paa Blaaſalen. Om de nu havde hort Sagnet om den brune Mand i Forbindelſe med deres Værelfe, og derved deres Phantaſi var bleven ophidſet til at foregjogle dem Allehaande i den Retning, veed jeg ikke, men viſt er det, at de begge en Nat kom ſtyrtende ind i mine Forceldres Soveværelfe, ſom laa i Nerheden, halv ude af fig ſelv af Skræl, og fortalte, at de ikke turde være længer alene i Blaaſalen, der var ſaadan underlig Stoi. De paaſtod, at de havde ligget ganſte vaagne, det var lys Sommernat, ſaa de kunde ſee enhver Krog af Verelſet. Ikke desmindre havde de hort en ſagte Puslen omkring i Verelſet, ligeſom

26 Barn domserindringer.

af Nogen der gik med flæbende Skridt, men der var dog Ingen at ſee. Tilſidſt kom det ganſte ner hen til deres Seng, og de horte da ligeſom en engſtelig Stonnen, derpaa fjernede Skridtene ſig igjen, og nu vilde de have ſeet, at Stolene ligeſom ved en uſynlig Haand bleve flyttede midt ud paa Gulvet. Da kunde de ikke lenger udholde det for Angſt, de ſtyrtede ud af Sengen og ind til mine Foreldre, forat [øge Hjælp. Min Fader lo dem ud og foreſtillede dem, at det Hele maatte have været Indbildningskraf tens Spil, og ſogte at overtyde dem derom, ved at folge dem ind igjen i Blaaſalen og der viſe dem, at Stolene endnu ſtod paa deres gamle Plads langs Væggene. Men det hjalp ikkun lidet; de vedblev ſin Paaſtand om at have hort og ſeet hvad de fortalte. Han for— bod dem dog at fortælle deres Drøm, eller hvad det nu var, til Børnene, for ikke at ffræmme dem med flige Indbildninger; men naturligviis kom Hiſtorien alligevel mig, for Oren; jeg turde ikke gage til min Fader med de Sporgsmaal, der brændte indeni mig om dette, men jeg betroede mig til min Moder, ſom beroligede mig, [aa godt hun kunde, og ſagde, at naar jeg blot leſte ordentligt mit Fadervor om Aftenen ved Seng etid, ſaa kunde hverken den brune Mand eller noget andet Ondt komme mig nær. Dette Raad fulgte jeg da ogſaa troligt, min Moder havde allerede tidligt loeſt Fadervor med mig naar hun ſad ved min lille Seng, indtil jeg fov ind. Sagnet om den brune Mand har fortſat fig

Barndomserindringer. 27

paa Sande, ogſaa efter min Faders Tid, indtil det endelig, i hans Eftermands, Propſt Otteſens ſidſte Dage har faaet en Affſlutning. Denne ærværdige Olding, der var i Kaldet over 40 Aar, flal nemlig ſelv en Aften, juſt ſom han gik ned fra fit Studerekammer, have mødt den brune Mand paa Trappen, og da have ubdſtrakt fin Haand over ham med de Ord: „Gak nu bort med Fred i Jeſu Navn.“ Gjenfeerdet flal da ſtrax være forſpundet og ikke ſiden have viiſt ſig.

Man maa nu ikke troe, at disſe uhyggelige Hi— ſtorier gjorde noget Afbrek i vort lykkelige Familieliv paa Sande, tvertimod, de ere kun den dunkle Grund, hvorfra mit lykkelige Barndomshjem ſtraaler des lyſere frem. Mine Forældre befandt fig færdeles vel i Sande, de levede ſig mere og mere ind i Forholdene der og vare meget afholdte i Bygden. Min Fader har ſenere fortalt mig, at det dengang var hans fulde Agt at blive hele fin Livstid paa Sande, i en Landsbypraeſts beſtedne, men fredelige og idylliſte Stilling. J den Tanke gjorde han flere Forbedringer ved Preſtegaardens Jordbrug og Bygninger, ligeſom han og virkede for dens For— ſtjonnelſe. Saaledes plantede han med egen Haand en Allee af ſmaa Birketræœer fra Huſet op til den foromtalte Hammershoi, og han fane allerede i Aanden, Hvorledes han i fin Alderdom ſtulde vandre under disſe Trœers lovrige Buer. Men det kom anderledes. J Foraaret 1818 blev Slotsprœſt Pavels i Chriſtiania forflyttet til Bergens Biſpeſtol. Min Fader var nu

98 Barndomserindringer.

ligeſaameget i den daveerende Regjerings Gunſt, ſom han havde været ildeſeet af den Forrige; han var dertil vidt bekjendt ſom en begavet Taler og Digter og ſom en fortjenſtfuld Skribent ogſaa i hiſtoriſt Retning; han havde ſaaledes paa Sande begyndt Udgivelſen af Fjerd— ingaars⸗Skriftet Saga, ſammen med den lærde og patriotiſte Jernverkseier Jacob Aall. Intet Under altſaa, at man onſkede ham forſat til en ſtorre og mere ioine⸗ faldende Virkſomhed end den, han nu indehapde i det ſtille Sande. Hoiere Vedkommende lod ham derfor underhaanden vide, at hvis han i betimelig Tid indgav Anſogning om det nu ledige Akershus Slotskald, vilde han uden Tvivl erholde det. Dette Embede, hvoraf den nuverende Garniſonsmenighed i Chriſtiania kun er en ringe Levning, var dengang meget betydeligt. Dertil horte, foruden det egentlige Slotskald, hvortil foruden de Militaire ogſaa Regjeringens og Hoieſterets Perſonale ſognede, tillige det ſtore Aker Landsſogn, nu delt i to Preſtegjeld. Indtegterne vare altſaa meget rigelige, men Arbeidet ogſaa ſtort, ſtjondt der i Aker var anſat en reſiderende Capellan. Naar nu hertil kom Opholdet i Hovedſtaden med dens lettere Adgang til literairt Samqvem og Arbeide, ſaavelſom til Son⸗ nernes Opdragelſe, er det forklarligt, at hint Tilbud havde meget Friſtende for min Fader, der dengang var i ſin fulde Manddoms Kraft og vel folte ſig Opgaven voxen. Men at forlade det yndige Sande og bet rolige Liv der, forat kaſte ſig ind i mere bevegede Tilſtande,

Barndomserindringer. 29

det var ham ogſaa en tung Tanke, og min Moders ſtille Natur hang ogſaa ved dette blide Hjem, faa hendes Onſke lagde naturligviis ogſaa et fvært Lod i Vagtſtaalen, der fik den til at hælde mod den Beſlut— ning, at forblive, hvor han var. Saaledes ſkred Maa— neder frem, uden at noget afgjorende Skridt var taget. Og det var ligeſom ben frugtbare og yndige Egn, hvori vi levede, gjorde alt Sit, forat holde mine Forældre tilbage. Aldrig havde Agrene ftaact fan yppige, aldrig havde Skov og Mark kledt fig i faa rig en Dragt, ſom juſt denne Sommer. Min Faders veſentlige Indtegt af Kaldet kom fra den ſtore og frugtbare Preſtegaard, hvis Marker neſten havde en danſk Herre— gaards Udſtrekning. Og juſt nu, da der var Sporgs— maal om at forlade den, tegnede Hoſten til at blive den rigeſte, der var oplevet i min Faders Tid. Han har fortalt mig, Hvorledes han, en Dag for Anſognings— friſten var udlobet, gik omkring pan fine Marker, og glædede fig i den Grad ved de rigt bolgende Agre, og de frodige Enge, at da han kom hjem, ſagde han til min Mo- der: „Nei, jeg kan ikke forlade Sande, vi blive her.“ Der⸗ over glædede hun fig nu ſaare. Men Glæden varede ikke længe. Neſte Nat drog der et frygteligt Tordenveir over Egnen, ledſaget af en Hagelbyge, faa voldſom, og odeleeggende, ſom man ikke i Mands Minde kunde erindre Magen. Da min Fader Morgenen efter Uveiret gik ud for at ſee til ſine Marker, fandt han den hele rige Sed nedſlaget og fordetmeſte odelagt af de fvære

i i ' | '

30 Barndo moerindringer.

Hagelkorn, der endnu, faa ſtore ſom Valnodder, laae masſeviis i Grofter og Furer. Alt hans rige Haab for Hoſten var paa een Nat tilintetgjort, og hvis han blev ban Sande, fane han nu Mangel imode for Vinteren. Han anſaae nu dette for et Tegn fra oven, at han ſtulde bort — gik hjem, ſtrev fin Anſogning om Slots⸗ faldet og afſendte den med næjte Poſt. Det varede ikke længe, for han havde fin Udnævnelje. Nu, da Sagen var afgjort, var min Fader atter freidig tilmode, og min Moder fandt ſig med ſedvanlig Blidhed og Taalmod deri. Hvad os angik, eller rettere mig, thi de andre Born vare for ſmag til at modtage noget blivende Indtryk af Sagen, da fane jeg naturligviis pan Barne⸗ viis kun det Fornoielige og Interesſante ved Foran— dringen, glædede mig til Reiſen, til at fee den i mine Tanker fan ſtore og prægtige Hovedſtad, til det nye,